Hvad er en algoritme egentlig? Og hvordan skaber vi nye teknologier, der harmonerer med et godt og meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv?
Med en bevilling på 50 millioner kroner fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden vil et nyt videnscenter for digital teknologiforståelse de kommende fem år blandt andet udforske svarene på de to spørgsmål.
Videnscenter for digital teknologiforståelse vil levere viden om digital teknologiforståelse til grundskolen og ungdomsuddannelserne i samarbejde med en lang række aktører og forskningsmiljøer. Målet er ifølge en nyhed på Velux Fondenes hjemmeside at skabe et fælles vidensgrundlag på tværs af uddannelsessektorer, der kan danne grundlag for nye uddannelsestiltag samt videreudvikling af eksisterende fag.
Videnscentret etableres i et ligeværdigt samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler. Konsortiet er landsdækkende og består af otte partnere: De seks professionshøjskoler, Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Leder af centret bliver Ole Sejer Iversen, der er professor i interaktionsdesign og leder af Center for Computational Thinking & Design ved Aarhus Universitet.
Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om teknologiernes konsekvenser for både dem selv og samfundet
Mattias Tesfaye – Børne- og undervisningsminister (S)
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) understreger, at digitaliseringens indtog i vores liv ikke forsvinder – den er kommet for at blive, uanset om man er voksen eller barn.
”Derfor er det helt afgørende, at vi skaber mere viden om, hvordan alle børn kan få et sundt forhold til deres digitale liv. Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om teknologiernes konsekvenser for både dem selv og samfundet. Derfor er jeg rigtig glad for det nye videnscenter.” siger Mattias Tesfaye.
Åbningen af videnscentret markeres senere på året ved en åbningsceremoni med deltagelse af landets førende eksperter og beslutningstagere inden for teknologiforståelse.
Teater i Odense bliver fremtidssikret
Odense Teater er Danmarks næstældste teater med rødder tilbage til 1796, og de kommende år bliver en betragtelig del af teatret, herunder teatrets store scene, omdannet til en byggeplads.
Med en bevilling på 80 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden bliver der nemlig nu sat gang i en omfattende renovering og modernisering af teatret, der er én af landets tre landsdelsscener.
Ønsket fra A.P. Møller Fonden er ”at fremtidssikre et af landets ældste teatre som det naturlige udgangspunkt for scenekunst i en af landets mest betydelige byer,” skriver fonden på sin hjemmeside.
Med bevillingen får publikumsforholdene og sceneteknikken et løft. Publikumsområderne skal renoveres og bringes tættere på teatrets oprindelige udtryk med lysere farver, genåbning af den historiske ’kongetrappe’, bedre publikumsfaciliteter samt forbedrede adgangsforhold for kørestolsbrugere og gangbesværede. Herudover skal al teknik, herunder lys og lyd moderniseres, hvilket vil give Odense Teater mulighed for flottere og mere ambitiøse opsætninger.
Mens arbejdet står på, vil Odense Teater ikke kunne benytte den store scene, men på de uberørte scener vil der undervejs fortsat blive produceret teater.
Fond ny hovedpartner for Natteravnene
Rundturen blandt ugens udvalgte fondsuddelinger fortsætter til Spar Nord Fonden, som dels støtter indsatsen Natteravnene med fire millioner kroner, dels bliver ny hovedpartner for Natteravnene i 2024.
Det er 25 år siden, den første forening af Natteravnene blev etableret i Danmark, og indsatsen har gennem alle årene været finansieret af private midler fra blandt andre fonde, virksomheder og støtte fra enkeltpersoner. Støtten fra Spar Nord Fonden indgår som en del af de midler, der er nødvendig for at drive indsatsen og understøtte de 4.000 frivillige og 145 foreninger i Danmark, Grønland og på Færøerne.
"Vi ser rigtig meget frem til samarbejdet med Spar Nord Fonden og er meget taknemmelige for, at de vil være med til at støtte op om de mange lokale frivillige natteravne, der hver weekend tager en gul jakke på og går ud i nattelivet for at skabe trygge rammer for byens unge, der fester, og for at hjælpe, når livet i natten nogle gange bliver for voldsomt,” siger chefen for Natteravnene Mai-Britt Haugaard Jeppesen i en pressemeddelelse fra Fonden for Socialt Ansvar.
Mange af vores jakker er mere end 10 år gamle, og nu er de ved at være slidt ned og holder ikke altid vandet ude, når det regner
Mai-Britt Haugaard Jeppesen – Chef, Natteravnene
Samarbejdet med Spar Nord Fonden betyder også, at alle frivillige får nye jakker.
"Vi har længe søgt efter en partner, der kunne finansiere nye jakker. Mange af vores jakker er mere end 10 år gamle, og nu er de ved at være slidt ned og holder ikke altid vandet ude, når det regner. Vi er derudover også ved at løbe tør for nogle af jakkestørrelserne, så støtten fra Spar Nord Fonden kommer også på dette punkt på det rette tidspunkt,” siger Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
Natteravnene er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar.
Virksomheders cybersikkerhed skal styrkes
Med en samlet bevilling på knap 40 millioner kroner forsøger Industriens Fond nu at styrke danske virksomheders arbejde med at gøre deres værdikæder cybersikre.
Pengene er fordelt mellem fem projekter, som i alt omfatter flere end 250 primært små og mellemstore virksomheder, der kommer til at indgå i forløb med det formål at løfte den digitale sikkerhed i virksomhedernes kontaktflader og derigennem styrke konkurrenceevnen.
De fem projekter har alle fokus på at skabe ny, praktisk anvendelig viden til gavn for dansk erhvervsliv – både for virksomheder, der i forvejen arbejder med cybersikkerhed, og dem, der kun lige er kommet i gang.
”Virksomheder indgår i utallige partnerskaber som led i handel og samarbejde på tværs af industrier og kontinenter – især digitalt. Derfor skal cybersikkerhed selvfølgelig også tænkes bredere end virksomhedens egne it-systemer. Sikkerhed i værdikæderne er et forholdsvist underbelyst emne, og det skal de her projekter ændre på, mens de gør en forskel for virksomhederne,” siger Malene Stidsen, der er programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond, i en pressemeddelelse.
Ifølge Malene Stidsen er der stor forskel på, hvor langt de danske virksomheder er i arbejdet med cybersikkerhed.
”Men uanset, om man er en større eller mindre virksomhed, vil det kun blive vigtigere for konkurrenceevnen, at man har styr på cybersikkerhed – både inden for sin egen digitale matrikel og i værdikæderne,” siger Malene Stidsen.
Fondspris til britisk diabetesforsker
Seks millioner kroner.
Det er beløbet, som følger med prisen ’EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2023’. På sin hjemmeside oplyser Novo Nordisk Fonden, at prisen netop er blevet tildelt professor Roman Hovorka fra University of Cambridge i England som anerkendelse af hans væsentlige bidrag til diabetesforskning.
Ifølge fonden har Roman Hovorkas forskning gennem de seneste to årtier revolutioneret behandlingen af type 1-diabetes. Hans pionerarbejde med at udvikle en ’kunstig bugspytkirtel’ har dækket mange forskellige patientgrupper, herunder børn, teenagere, voksne, ældre og gravide kvinder.
“Hans forskning har understøttet den medicinske, samfundsmæssige og regulatoriske accept af systemerne til daglig kontrol af type 1-diabetes. Dr. Roman Hovorka vil uden tvivl blive anerkendt som en enestående person, der nu slutter sig til listen over tidligere modtagere af EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence,” siger Chantal Mathieu, der er formand for EASD og formand for komitéen, der uddeler prisen.
EASD er en forkortelse for European Association for the Study of Diabetes.